Igang med samarbejdet efter krisen

Efter kriser og store omvæltninger kan der være behov for at ”starte på en frisk” i samarbejdsrelationer. Måske er der sket ændringer i det team, som I oprindeligt arbejdede i. Eller måske er præmisserne for jeres samarbejde ændret på anden vis. Efter en krise kan det være nødvendigt at få set samarbejdet efter i sømmene. Dette for at forebygge samarbejdsvanskeligheder og komme godt videre. Nu med nye erfaringer i rygsækken.

Der er desværre ingen genstartsknap, som kan bruges til at forandre samarbejdsrelationer til ved et enkelt tryk. Menneskelige relationer er som bekendt ikke mekanik – der må andre virkemidler til. Den bedste vej, jeg kender, går igennem dialog, når det drejer sig om at genstarte samarbejdet i gruppen. Her får du et par bud fra mig på, hvordan en sådan kan foregå.

Saml alle og kig hinanden i øjnene

For det første er det vigtigt at samle alle dem, som skal samarbejde fra nu af. Det er tid til at skabe en oplevelse af tilhør. Med andre ord, der skal defineres og formuleres et ”vi”. Når alle er samlet gives der plads til at tale om, hvad der er sket – men på måder, så man sammen får kvalificeret blikket på det fremadrettede, altså det, som I skal lykkes med som team fra nu af.

En klar struktur for dialogen

Et godt afsæt for dialogen er en klar struktur. Strukturen kan se forskellig ud alt efter, hvad der skal tales om. Den kan f.eks. tage afsæt i de 4 F´er udviklet af Roger Greenaway; den vil jeg udfolde her i sin grundform.

Det er en dialogstruktur, som gør det muligt at komme godt rundt om et givet emne ud fra fire dialogblokke. Her er de fire F´er oversat til dansk:

  1. Fakta
  2. Følelser – oplevelser
  3. Forklaringer – forståelse
  4. Fremtid

Det er vigtigt, at dialogen ledes tydeligt og med blik for, at alle kommer til orde for hvert punkt. Når det handler om samarbejde, og om hvordan vi lykkes med det bedst muligt, er det brugbart at lytte til hinanden og respektere skift imellem det at tale og lytte.

Er det et svært udgangspunkt, kan første step være at etablere nogle ”spilleregler” for dialogen. Det kan gøre det mere trygt at tage hul på emnet, når man som teammedlem ved, hvordan man bidrager konstruktivt til samtalen. Og det kan være fint, at den der leder snakken kan minde gruppen om spillereglerne, hvis kommunikationen kommer på afveje. Deltagerne kan f.eks. under punkt 2 (følelser – oplevelser) komme til at tale om, hvordan andre oplever noget frem for, hvordan de selv oplever det. Her kan et sæt enkle spilleregler hjælpe.

De fire dialogpunkter

De første punkt, Fakta-punktet, har den funktion, at alle får mulighed for at få et fælles billede af det, som reelt er sket eller af situationen, som den er. Bidrag her kan være: ”Vi er blevet 2 færre i teamet”, ”der blev skåret ned på det samlede budget”, ”teamet var uden leder fra d. 1/2 til d. 1/5”, ”der er blevet rokeret rundt, så vi nu sidder 3 og 3 i større kontorer end før”, ”vi har fået en anden type opgaver, oveni dem vi før har haft”. Osv.

Det kan måske lyde forenklende, men min erfaring er, at dette punkt kan være uhyre vigtigt for at få samlet alle input i kort form og skabe et fælles overblik som afsæt for den videre snak. Det kan faktisk i sig selv give en aha-oplevelse for nogle at få alle faktuelle begivenheder skrevet op og italesat af gruppen.

Når det første F er udfoldet, går dialogen videre til det andet F, nemlig følelser og oplevelser. Her får alle mulighed for at dele følelser eller oplevelser omkring det skete. Alle taler for egen regning; det kan man gøre ved at starte sin tur med ”jeg oplever at..” eller lignende formulering. Her er der intet rigtigt og forkert. Alle ytringer får lov at stå i al deres forskellighed. Man kan ikke korrigere på andre eller diskutere det, der siges. Det er vigtigt for den der leder dialogen, at man giver plads til alle følelser og ytringer. Og at respektere, hvis nogle ikke har lyst til at dele så meget. Alle siger det, de oplever som relevant og passende i sammenhængen.

Herefter kommer tredje F, som er forklaring eller forståelse. Her opfordres alle til at give et bud på, hvordan man kan forstå det, der er sket. Her tillades mange forskellige forklaringer og ”teorier” om, hvad der er på færde. Igen skal man ikke vurdere rigtigt og forkert, alle forklaringer står side om side. Det kan være, at der er én der siger: ”Jeg tænker, at det er logisk, at mange af os har følt os overbelastede og måske har været lidt kortluntede, når der er sket så meget på kort tid”. Det kan også være, at der er tanker om, at man kan forstå situationen ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, hvor der fra politisk hold er lagt pres på området i form af nedskæringer over en længere periode.

Det sidste F står for fremtid. Her opfordres alle i gruppen til at tænke over, hvordan samarbejdet bedst muligt kommer videre derfra, hvor gruppen står. Man kan lave dette punkt som et arbejdspunkt, hvor der arbejdes to og to med idéudvikling til få det fremadrettede samarbejde på skinner. Det kan være, at der skal være delspørgsmål så som: Hvad kan vi alle bidrage med i hverdagen? Hvad er vigtigt at huske os selv og hinanden på, når det bliver svært? Hvad lykkes vi allerede med, som gerne må fortsætte? Det er vigtigt at få samlet godt op på denne del og få lavet en så konkret plan eller aftale som muligt. Hellere få realistiske punkter, som er mulige at følge op på, end mange og ”flyvske” punkter.

Afrunding

Der findes mange andre slags dialogstrukturer, end den ovenfor beskrevne. Strukturer som kan anvendes til at genstarte samarbejdet og forebygge samarbejdsvanskeligheder. Der findes f.eks. mere udvidede former, hvor andre aspekter af samarbejdsprocesser kan vendes i gruppen, herunder f.eks. visioner, drømme og håb.

Held og lykke med at genstarte jeres samarbejde! Husk at de bedste idéer – som er spirerne til det gode samarbejde – formentlig findes allerede. De skal blot gives lys og vandes.



Kategori(er): Dialog i teamet, Kollegaer, Konflikter, Krise, Samarbejde, Team



Tags: