”Hvad er vigtigt når mennesker arbejder med mennesker?” Her vil jeg dele, hvorfor supervision i teamet er et godt svar på det spørgsmål.

God supervision forstærker fagligheden og fordyber samarbejdet i gruppen. Endelig er supervision en god metode til at forebygge omsorgstræthed på sigt i arbejdet med mennesker.

Hvad er supervision?

Supervision er strukturerede samtaler i teamet, typisk ledet af en ekstern supervisor. Formålet er at styrke fagligheden og det gode samarbejde.

Nogle gange kan det give faglig inspiration at komme på et kursus væk fra arbejdspladsen. Men jeg hører fra mange, at det kan være svært at få den viden, man har fået med sig til at leve, når man kommer hjem. Ofte hører jeg medarbejdere sige: ”Det var spændende – men også lidt svært at se, hvordan jeg præcis kan bruge det her hos os”.

Supervision er en anden platform for læring. Man tager afsæt i de konkrete opgaver, medarbejderne står med her og nu. Man deler erfaringer på måder, der har ”lokal læring” for øje – en læring direkte relateret til praksis på arbejdspladsen. Det er med andre ord en form, som har afsæt i idéerne om aktionslæring.

Uforudsigelighed som præmis i arbejdet

Der er noget, som er særligt, når mennesker arbejder med mennesker. Der er en præmis i dette arbejde, som ikke er tilstede i jobs, hvor man aflæser statistiske oplysninger, skriver afhandlinger, laster varer eller passer dyr.

Det særlige er, at vi løbende kommunikerer – med og uden ord – og skal håndtere menneskers uforudsigelige adfærd. Vi kan aldrig forberede os helt på det, som vi møder. Vi må træffe små beslutninger fra øjeblik til øjeblik i den interaktion, der foregår, med de mennesker som vi skal støtte eller hjælpe videre. Det bringer en usikkerhed med sig. Det gælder f.eks. for jobcenter medarbejderen, der arbejder med borgeren med langtidsfølger efter hjernerystelse. Hvad nu, når der stilles flere krav? Eller socialpædagogen, der arbejder med unge i en forebyggelsesindsats i kommunen. Vi kan komme i tvivl om de gode veje at gå, når vi møder menneskers – markante – reaktioner. Og vi kan stå i pludseligt opståede dilemmaer.

Når vi skal håndtere uforudsigeligheder, så har vi brug for et rum, hvor vi deler vores tanker og tvivl med ligesindede. Og vi har brug for at få kvalificeret faglige valg og beslutninger for at komme godt videre fra det, der er sket. Supervision er et sådant rum. Jeg kalder det for et refleksionsrum, fordi vi tænker højt sammen og suger inspiration til os, så vi bagefter kan gå til opgaverne med fornyet energi.

Hvad er effekten af supervision?

Når jeg afslutter en supervision hører jeg ofte udtalelser som: ”Da vi startede var jeg helt flad bare ved tanken om arbejdet med Jan. Jeg syntes, at det var tungt og svært. Nu har jeg mere lyst til det. Ja, faktisk er jeg spændt på at komme videre med noget af det, som vi har snakket om i dag”.

Supervision kvalificerer fagligheden, fordi vi aldrig kan ”regne den ud” på forhånd, når arbejdet er relationelt båret. Vi har brug for samtaler, hvor vi kan tænke højt med hinanden om konkrete dilemmaer og tilspidsede situationer fra dagligdagen. Når vi tænker højt på denne måde forebygger vi det slid, som mange oplever over tid i arbejdet med mennesker. Et slid som kan føre til omsorgstræthed, kynisme og i sidste ende udbrændthed.

Supervisionen styrker tillid og samarbejde

Gruppedialogerne foregår på måder, som er strukturerede og rammesat. Det er de for at skabe det bedste afsæt for, at medarbejderne taler med henblik på læring og erfaringsudveksling – og ikke for at fremstille sig selv i et fordelagtigt lys.

Som supervisor er det min fornemste opgave at sikre et psykologisk sikkert rum, hvor det er muligt at dele sin faglige tvivl. Når vi kommer godt i gang med supervisionsforløbet, bliver det ofte muligt at dele personligt-professionelle overvejelser og usikkerheder. Og det bliver muligt at arbejde med gruppens trivsel og samarbejde på etisk forsvarlige måder. Med det styrkes tilliden i gruppen.

Hvordan foregår supervision?

Når mennesker arbejder med mennesker er vores indlevelsesevne, vores personlige stil og vores empati i spil. Derfor kan det kræve mod fra gruppemedlemmerne at dele deres tvivl, når relationsarbejdet slår knuder. Gruppedynamikkerne er i gang, og den individuelle stemme kan svækkes i samme øjeblik. Det handler derfor som supervisor om at lede samtalerne på måder, så alle får lyst til at byde ind, og så alle oplever, at deres personlige integritet og grænser respekteres.

Når samtalerne bliver sat op på måder, som tager højde for det, og for den arbejdskultur, der er på stedet, er det min erfaring, at supervision kan blive (overraskende) berigende og fagligt stimulerende for gruppen.